Emballagen i centrum: DS Smith rådgiver virksomheder om de rigtige valg

Værdifuld viden om emballagens betydning i detailhandlen bliver tydelig, når man besøger DS Smiths Impact Centre i Taastrup, der har eksisteret i fire år.

Af Lisbeth Jansen - Erhvervsavisen Sjælland

HØJE-TAASTRUP: Værdifuld viden om emballagens betydning i detailhandlen bliver tydelig, når man besøger DS Smiths Impact  Centre i Taastrup, der har eksisteret i fire år. Det er især de mellemstore og store virksomheder, der er DS Smiths kunder.

 Produktion af bæredygtige genanvendelige yderemballager i bølgepap og butiksdisplays er kerneydelserne, men hos DS Smith lægges der samtidig vægt på at levere komplette emballagestrategier, der også skal medvirke til et mere effektivt økosystem for virksomheders emballagevalg.

 I Impact Centret i Taastrup kan man vejlede om strategier og synliggøre fordele og ulemper ved forskellige valg af emballage. Her er der nemlig en 200 kvadratmeter stor legeplads af en supermarkedskulisse med kølediske, hylder og indretning ligesom i en virkelig dagligvarebutik. Samtidig er der også et lager og distributionslokale, hvor pointer om emballage under transport bliver  tydelige, og der er indrettet et e-commerce-rum, fordi der med stigende nethandel følger nye krav til emballage under transport og levering.

 Sikkert og bæredygtigt

En velvalgt robust sekundær eller yder-emballage hjælper en vare til at komme frem i sikker havn. Det, vi gør, er at sikre, at  emballagen ikke tager skade under transport. Det er lidt ligesom madspild. Hvis emballagen går i stykker, går varen til spilde. Derfor sørger vi for beskyttelse og sikkerhed. Men det er en vigtig balance at ramme den rigtige opskrift på emballage og hverken at bruge for meget eller for lidt materiale

, fortæller Mette Herrefoss,   som er Impact Centre Manager hos DS Smith i Taastrup. Hun kommer også ind på et par huskeregler i forhold til stabling af emballerede varer på paller.

 -Vi ved også, hvordan man optimerer paller. Hvis man kan fragte mere på mindre plads, så giver det mindre CO2, når varerne fragtes rundt i landet. Derudover ligger styrken i en papkasse i hjørnerne, så vi ser også på stabelstyrke, nævner hun.

 Det er ikke kun CO2-forbruget, man indtænker i strategierne for emballage. Genanvendelighed er også inkorporeret. Generelt er bæredygtighed et centralt element, som DS Smith har beskæftiget sig med i over 50 år. Et emne, der nu er så hipt blandt virksomheder, at Mette Herrefoss oplever, at virksomhedernes repræsentanter typisk nævner det i de første minutter af et besøg i Taastrup.

 Interesse i optimering

I løbet af de fire år, hvor Impact Centret i Taastrup har eksisteret, har man også gjort sig en masse erfaringer.

 Emballage er blevet endnu mere interessant for både erhvervsliv og almindelige forbrugere. Især kravet om at det skal være bæredygtigt. Vi ser også en større interesse i samarbejde omkring optimering. Der er større åbenhed i samarbejdet. Og så er nethandlen virkelig kommet ind, og det stiller nogle helt andre krav til emballagen

, siger Mette Herrefoss.

 Det er ikke alle, der tænker over det, men emballage har en betydning for forbrugerens indkøbsmønster.

 -Emballagen er forbrugerens første kontakt med produktet, konstaterer hun. Hvor meget, bliver tydeligt i supermarkedskulissen.

 De fem nemme

Det første, der møder én i det indrettede rum, er hylder med et overblik over gode og dårlige løsninger, når produktet skal ud på hylden i dagligvareforretninger.

 ”Her starter vi altid, når vi har en kunde på besøg. Vi plejer at tale om »The Five  Easy« når det kommer til salgsklar emballage”, siger Mette Herrefoss og gennemgår de fem råd for  indpakning af varer, der skal på hylde i en dagligvarebutik.

 At blive fundet hurtigt

-For det første skal produktet være let at identificere for butiksmedarbejderen, når det er pakket ind. Der skal være identifikation på alle fire sider af en kasse. Den må ikke være anonym. Det handler om at blive fundet hurtigt for dermed at komme hurtigt ud på hylden.  

 -For det andet skal kassen med varer være let at åbne. I dag skal en kasse med varer kunne åbnes uden brug af kniv. En god idé er at bruge piktogrammer, der viser, hvordan kassen åbnes, eller to farver, siger hun og viser et par eksempler.

 - For det tredje skal kassen med varer være let at få ud på hylden. En kasse må veje op til 12 kilo, og den skal beskytte og støtte varen. Man skal også bruge butikshyldens dybde. Vi kender hyldemålene i de enkelte kæder, og nogle kæder har krav til kassens udseende.  Nogle kasser har indbygget hældning, så næste vare ikke falder forover, når man tager den, der står foran.

 -Den fjerde nemme er, at det skal være let at shoppe. Det handler om markedsføring, hvor farvekomposition blandt andet er en kæmpe driver, siger hun.

 - Det femte punkt er, at kassen skal være let at genanvende. Det er vigtigt for mange af   vores kunder, fordi det tager så lang tid. Blandt andet er det en god ide at have en kasse,   der er  let at folde flad efter brug, og så skal det helst være af samme materiale, så medarbejderen ikke skal sortere affald flere steder, fortæller Impact Centre-manageren.

 Mindre og smartere

En af trendene inden for emballage i detailhandlen er, at der pakkes i mindre mængder.

 Alt går ned i størrelse disse år. Vi ser færre varer i mindre kasser. Det skyldes, at vi forbruger mindre og ikke køber til lager. Men køber mindre enheder flere gange og »on-the-go«. Flere og flere af vores husstande er single-hustande, så behovet for storkøb mindskes. Ydermere vokser mindre butiksformater i byerne, emballagerne skal også passe til den lille butik

, forklarer Mette Herrefoss.

 En anden trend er, at de kasser, varerne står i på hylden har en indbygget skubbefunktion, så kassen aldrig ser tom ud, før sidste vare er taget.

 - Noget af det nyeste er et system i kasserne, der skubber varerne ud inde i emballagen. Det kan gøres ved hjælp af et latexbånd, siger hun. Mette Herrefoss kommer også ind på betydningen af farvevalg, hvor sort eksempelvis er premiumfarven, mens lilla og pink appellerer til kvinder og postkasserød er mandefarven. I den sammenhæng er den naturlige papbrun blevet en populær farve.

 - Papbrun er kommet ind på markedet som en »farve«, der signalerer bæredygtighed og renhed. Den appellerer særligt til specialvarer til vegetarer, veganere, glutenallergikere, men bruges også meget inden for økologi, forklarer Mette Herrefoss.

 Game changer

Der er nogle helt andre krav til emballage, når pakker sendes med post og pakkeservice. Dels skyldes det, at pakkerne lavpraktisk udsættes for flere stød og drop på deres tur fra netbutik gennem fragtfirmaer, sortering og udlevering. Dels er forbrugerne trætte af overemballering. Dette kræver den rette kombination af emballage, der skal være slidstærk og minimeret på samme tid.

 - Det handler meget om forbrugeroplevelsen. De kan nemlig ikke lide overemballering. Så den gode emballering skal ned i størrelse og være kompakt. Det kaldes frustration free  packaging. Den skal kunne åbnes i løbet af ingen tid og være let at affaldssortere bagefter. Men der skal også skabes en oplevelse for forbrugeren, siger hun og viser et par af de nyeste eksempler i Impact Centret.

 Hun åbner flere af stedets mange prøver på nethandelsemballage, nogle med flotte print og andre som anonyme brune æsker, der indvendigt overrasker med masser af produktmatchende farver og logoer. Eller en af de humoristiske: beskyttende plast formet som ordene: Thank You!

 

Nethandel er en game changer i emballage-industrien