Kunstplakat 2019_1500x465.jpg

Henrik Elnegaard og DS Smith deler nysgerrigheden

Kunstner Henrik Elnegaard og DS Smith indgår kunstsamarbejde.

December er lig med traditioner. Og det er endnu en gang tid til at holde en mangeårig tradition i hævd hos DS Smith. Traditionen omhandler årets kunstplakat. Hvert år indgår DS Smith et samarbejde med en kunstner om produktion af en kunstplakat. I år er det Henrik Elnegaard, som stiller et af sine kunstværker og navn til rådighed. Til gengæld trykker DS Smith kunstværket i plakatform på trykkeriet på Bødkervej i Vejle.

 

Fordybelse og nysgerrighed

Henrik Elnegaard er en del af Københavns etablerede kunstscene, og hans kunst udspringer til dels af hans mange ophold i Bolivia og Cuba. Hans malerier fremstår som abstrakte landskaber, der i deres farverige paletter indbyder til både fordybelse og nysgerrighed. Lige netop nysgerrigheden er en fællesnævner for DS Smith og Henrik Elnegaard blot i to forskellige brancher og med to forskellige produkter.

 

En gammel kending

“Samarbejdet i år har været oplagt og uden problemer. Samarbejdet startede i princippet for flere år siden, da vi hos DS Smith fik lavet vores kunstplakat i samarbejde med tidligere Shu-bi-Dua forsanger, Michael Bundesen. I den forbindelse lærte jeg nemlig Henrik at kende, og besluttede, at han skulle lave vores kunstplakat i år.” siger Steen Brockstedt, Account Manager hos DS Smith Display, som faciliterer den årlige kunstplakat.

 

Henrik driver desuden Galleri Puls-Art i København, hvor han for nyligt afholdte fernisering, hvor kunstsamarbejdet mellem ham og DS Smith blev afsløret.