POS.jpg

Creo 2017 Point of Sale Industry Report

Otte ud af ti vareudbydere vurderer, at den markedsføringskanal, der har størst indflydelse på forbrugernes købsbeslutninger, er salgsstedet (POS), som de rangerer over de traditionelle kanaler, såsom reklamer i TV, radio og trykte medier. Dette viser, at fysiske butikker stadig spiller en vigtig rolle i en tid med fokus på den helstøbte omni-channel-indkøbsoplevelse.

Tre ud af fire vareudbydere svarer også, at mellem 50 % og 100 % af deres kampagner i dag er drevet af marketingstrategier med fokus på kunden i butikken. Flere og flere brands og detailhandlere forsøger altså at påvirke forbrugernes adfærd direkte på købsstedet, men samtidig ser vi, at 44 % af vareudbyderne ikke får målt deres udgifter i forhold til forbrugerens vej til køb.

I forbindelse med 2017 Point of Sale Industry Report www.creo-pos.com er der gennemført spørgeundersøgelser blandt 210 brand-, marketing- og detailledere fra et bredt brancheudsnit, der dækker mange varer, herunder biler, kosmetik, hurtige forbrugsvarer, levnedsmidler og dyrefoder. Undersøgelsen viser, at 82 % af vareudbyderne ikke får målt deres investeringsafkast (ROI) på marketing på en effektiv måde. De adspurgte svarer, at den hyppigste årsag hertil er manglende adgang til data, efterfulgt af tidspres og kampagnernes kompleksitet.

Richard Saysell, som er administrerende direktør for POS-specialisten Creo, som er en del af DS Smith plc, siger: "I en verden, hvor vi alle er stadigt mere kyniske, og hvor brands er nødt til at forstå den interaktion, de har med forbrugerne på tværs af et fragmenteret netværk af berøringspunkter, har marketingstrategier med fokus på forbrugeren og salgsstedet aldrig været mere relevante.

Detailbranchen er i udvikling, og hvis et brand skal skille sig ud fra mængden, kræver det en forståelse for butiksoplevelsen og for de måder, som man kan påvirke kundernes adfærd på, udover prisen.

"De fleste vareudbydere er helt bevidste om den styrke, som salgsstedet repræsenterer, og det afspejler de i deres marketingudgifter. Til gengæld er der tilsyneladende reelle huller, hvad angår målingen af ROI og forståelsen for forbrugernes vej til købet".

Andy Bodley, der er ansvarlig for butiksmarketingrelateret trykning og distribution hos Boots, siger "Vi er altid på udkig efter nye måder at forbedre vores kunders oplevelse på, hvad enten det gælder butikslayout, websitedesign eller mere fleksible leveringsmuligheder. Vi udfordrer konstant os selv i vores måde at tilbyde og fremvise vores produkter og tjenester på. Kunder har adgang til informationer via mange berøringspunkter, og det har aldrig været vigtigere at sende et konsekvent budskab igennem de mange kanaler, som vi har til rådighed, for at omdanne disse til en 'helstøbt' kundeoplevelse."

På spørgsmålet om de største tendenser for 2017 svarer 77 % af de adspurgte, at de tror på, at kundetilpassede digitale displays er kommet for at blive i butikkerne, hvorimod de mener, at interaktive mannequiner og magiske spejle er døgnfluer.

Creo er specialist i salgssteder og tjenester inden for butiksmarketing.   Virksomheden, som ligger i Storbritannien og har fokus på markedet for hurtige forbrugsvarer, detail- og mediemarkedet, blev opkøbt af DS Smith plc i juni sidste år, som dermed styrker sit eksisterende pan-europæiske POS-netværk.

2017 Point of Sale Industry Report er foretaget af TKM Consultants og arrangeret af Creo. Du kan læse mere og downloade 2017 Point of Sale Industry Report på: www.creo-pos.com